img12

27/08 kl. 18:00 | Sommerjazzfest på Godset
Godset, Kolding

Sommerjazzfest på Godset

Sommerjazzfest på Godset, Kolding med KutiMangoes, Malene Kjærgård & Mads Mathias med orkester samt DJ Jonas Visti

Fredag den 27. august kl. 18.00 på Godset

Entre: Ikke medlem kr. 225, medlem af jazzklub kr. 150, unge under 25 år/ studerende kr. 75

Jazz6000 og Jazz i Trekanten er gået sammen om at holde en sommerjazzfest på Godset, og det bliver en aften, hvor vi skal feste til lyden af hot jazz fra alverdens musikkulturer.

Program:
Kl. 18: Malene Kjærgård og Mads Mathias med orkester

Kl. 19: Hyggepause hvor P8 Jazz-radiovært og DJ Jonas Visti vender plader samtidig med at vi

           spiser en lækker tapas-anretning (skal tilkøbes).

Kl. 20: KutiMangoes

Malene Kjærgård & Mads Mathias med orkester
Der venter et særligt møde mellem to stærke vokalister, som sammen og hver for sig vil fortolke både egne numre og kendte jazzstandarder i helt nye arrangementer. Sammen med et lille big band, der består af talentfulde - delvis lokale musikere, vil de to solister tage publikum med på en musikalsk rejse, som lægger op til både kuldegysninger og swingende danseknæ. Malene Kjærgårds silkefine vokal og bløde fraseringer bevæger sig i et florlet og legende melodisk univers, mens Mads Mathias’ sprøde saxofon bliver en naturlig forlængelse af hans energiske og samtidig tilbagelænede crooner-vokal. Solisternes unikke og meget forskelligartede udtryk går op i en højere enhed i mødet med minibigbandet. Det er første gang, at musikerne og solisterne spiller i denne konstellation, og der er lagt op til et enestående musikalsk møde på højt niveau.  Koncerten foregår på Godsets indendørsscenen. 

Line up:
Solister: Malene Kjærgård: vokal, Mads Mathias: vokal og sax
Rytmegruppe: Pojken Flensborg: piano, Tobias Dall: bas, Mads Riis: guitar, Nikolaj Bangsgaard: trommer
Blæsere: Jesper Riis: trompet, Kurt Holm: trompet, Henrik Svendsen: trombone, Peter Brem Sørensen: sax, Bo Skibelund: sax 

 

Hyggepause med radiovært og DJ Jonas Visti og mulighed for spisning
Det bliver vildt, funky og varmt, når Vistis pladespillere kommer i omdrejninger. Han børster støvet af vinylerne, som han har fundet på sine mange musikalske opdagelsesrejser rundt om i verden: Alt fra afrikansk highlife til den brasilianske samba og populærmusik.

Du kan tilkøbe en lækker tapasanretning til kr. 125. Den skal bestilles når du køber billet til koncerten. Spisning og hygge er henlagt til Godsets nye UJNFOR-scene.

 

KutiMangoes

Efter pausen kan vi opleve KutiMangoes på udendørsscene UJNFOR. Dette syv mand store sprudlende og livsbekræftende verdensorkester begejstrer til stadighed publikum og anmeldere verden over med deres festlige og grænsenedbrydende afrojazz. Deres seneste album AFROTROPISME fra 2019 roses til skyerne af et enigt anmelderkorps og er en videreudvikling af bandets farverige og markante lyd, hvor der både bliver arbejdet med synthesizere, soundscapes og elektroniske effekter uden at musikken mister sit fokus på heftige grooves, stærke melodier og musikerskab udført med hjertet. Det lykkes dem til fulde at blande traditionel vestafrikansk musik med vestlig jazz og skabe en ny, global lyd. KutiMangoes forstår i den grad at sparke gang i en fest og vil uden tvivl forvandle Godset til en kogende varm og fyrig jazzgryde.   

 

Line up:
Michael Blicher: saxofoner / fløjte, Gustav Rasmussen: trombone / guitar, Aske Drasbæk: saxofoner, Johannes Buhl Andresen: tangenter, Casper Mikkelsen: trommer 
Eddi Jarl: trommer, Magnus Jochumsen: percussion 

Efter koncerten med KutiMangoes kan du nyde en gå-hjem-øl på pladsen – igen i selskab med Jonas Visti og hans hotte pladesamling.

Billetter kan kun købes i forsalg på www.jazz6000.dk Her kan du også tilkøbe tapasanretning til 125 kr. (Obs senest 4 dage før koncerten) Drikkevarer købes på koncertaftenen på Godset.

Ved koncerten den 27/8 kan du købe billetter med rabat til de to øvrige koncerter, som Jazz6000 laver i samarbejde med Jazz i Trekanten på Godset ved dette års jazzfestival:

  1. august: StrengeDrøm – bevægende drømmejazz med trompetist Peter Marott og fem strengeinstrumentsmusikere.
  2. september: Rymden – Skandinavisk supertrio, der er hovednavn på Jazzfestivalen 2021